HISTORIE

De tidligst dokumenterede fortegnelser om lakrids er mere end 3.500 år gamle. Alexander den Store plejede at give sine tropper lakrids for at de skulle blive mindre tørstige. Lakrids er blevet brugt som medicin i Europa i et par århundreder og som slik i cirka 100 år.

LAKRIDSROD

Lakrids stammer fra planten lakridsrod (Glycyrrhiza glabra). Lakridsrod vokser i Sydeuropa, Indien og dele af Asien. Botanisk og smagsmæssigt minder den om anis, stjerneanis og fennikel. Ordet "lakrids" kommer fra det græske ord "sød rod". Lakridsroden indeholder det naturlige sødestof glycyrrhizin, som er 50 gange sødere end hvidt sukker. Planten er grøn og blomstrer i sensommeren med blåviolette og hvide blomster.

UDVINDING

Når lakridsroden er 2-3 år gammel og op til 100 cm høj, bliver den høstet, og dens rødder bliver hakket i stykker, kværnet og til sidst tørret. På den måde ender man med et fint pulver, der kan bruges som ingrediens i medicin eller slik.

MEDICIN

Før i tiden blev lakrids primært brugt som en medicinsk urt, og i Sverige kunne man stadig købe det på apoteker et godt stykke ind i 1970'erne.

LAKRIDS SOM SLIK

Hovedingredienserne i blød lakrids er lakridspulver, mel, sukker, sirup og rapsolie. Hvis vi tilføjer salmiak, får vi saltlakrids. I Sverige spiser hver person næsten 2 kg lakrids om året, hvilket i gennemsnit gør os til et af de største lakridslande i verden. De største forbrugere er hollænderne. Lakridsslik spises hovedsageligt i de nordiske lande, Holland, Tyskland og England.

LAKRIDS FRA CALABRIEN

I de sydligste dele af det italienske fastland finder man regionen Calabrien, hvor lakrids er blevet dyrket og udvundet i flere hundrede år - både til medicinske formål og slikproduktion. Den calabriske lakrids regnes af mange for at være den bedste i verden, og dens smagsprofil adskiller sig væsentligt fra andre lakridstyper. Den har også en meget højere pris på grund af den begrænsede mængde og en dyr produktion.